Aula søger brugere til test og input

Aula søger forældre, lærere og pædagoger, der kan hjælpe os med blandt andet test og praktiske input.

KOMBIT har nu fundet leverandøren af Aula – den nye kommunikationsplatform for skole- og dagtilbudsområdet. Næste skridt bliver at komme i gang med udviklingen af løsningen, og her får vi brug for hjælp fra en del kommende brugere. Brugerne skal hjælpe os med viden om, hvilken løsning de har behov for og løbende også med at teste prototyper af løsningen. Arbejdet kan fx bestå i at vurdere udformningen af skærmbilleder og brugervenligheden af løsningen.

I første omgang har vi brug for:

  • Forældre til børn i folkeskoler og dagtilbud
  • Lærere og pædagoger i folkeskoler og dagtilbud.

Der vil også blive brugergrupper med børn, men af praktiske grunde vil vi finde dem på anden vis.

Møder i København, Fyn og Jylland

Vi vil bestræbe os på at afholde hvert andet møde i København og hvert andet møde på Fyn eller i Jylland. Du må derfor påregne at skulle bruge noget tid på opgaven. Du får ikke betaling for deltagelsen, men vi refunderer naturligvis dine transportudgifter, og du får mulighed for at påvirke en løsning, der i fremtiden bliver en del af 2. mio. danskeres hverdag.

Vi forventer at holde to møder i august/september 2017, og derefter regner vi med at holde møder to gange pr. halvår i projektets løbetid, dvs. frem til sommeren 2019.

Skriv til KOMBIT

Hvis du er interesseret i at deltage, skal du skrive til Jesper Dall-Hansen fra Aula-projektet på jdh@kombit.dk senest fredag den 30. juni 2017. I mailen skal du kort skrive:

  • Hvor i landet du bor
  • Hvor gammel du er
  • Hvilke erfaringer du har med it-løsninger i skoler eller dagtilbud
  • Hvorfor du gerne vil være med.

Hvis du vil deltage i referencegruppen for forældre har vi desuden brug for at vide, hvor mange børn du har, og om de går i dagtilbud eller skole. Hvis du er lærer, vil vi gerne vide, hvor og på hvilket trin du underviser.

Vi forventer at udpege brugergrupperne inden sommerferien og vil søge at få sammensat en så bred skare af mennesker i grupperne som muligt, fx hvad angår geografi, alder, it-kundskaber osv. Derfor kan vi naturligvis desværre heller ikke garantere, at alle interesserede får plads i grupperne.

Vi ser frem til at samarbejde med en masse brugere om at lave fremtidens kommunikationsløsning til skoler og dagtilbud. 

 

Kontakt

Chefkonsulent / It-konsulent
3268 0439